Tur til Hviderusland af Dorte og Erik Vilsgaard En lektie i langmodighed D. 10. juli 2006 skulle Dienesmindes ”nye” lastbil for første gang køres til Hviderusland. Jeg skulle køre sammen med min far som havde været der 6 gange det sidste år, mens jeg skulle med for første gang. Lastbilen havde kørt med grise før hvilket havde efter ladt en knap så diskret odør, nedenfor ses et billede af inventar Vi startede fra Danmark mandag middag og begav os syd på. Det forløb ganske godt og snart havde vi forladt de hjemlige himmelstrøg og landskabet ændrede sig. Første virkelige forandring var den gamle transit vej fra vesten til Moskva. Vi kørte på den i det gamle Østtyskland og Polen. Den er anderledes, idet den er langt fra vedligeholdt og dette sammenholdt med polakkernes kørestil (hvor man let overhaler til trods for modkørende lastbil) gjorde turen til en noget ”rystende” oplevelse – både bogstaveligt og i overført betydning. Vi kunne også tydeligt mærke at der blev længere mellem tankstationerne, ligesom det store udvalg i det nordlige tyskland, hvor man kan købe alt fra mad til tøj bamser var markant mindre – vi kunne købe brændstof til bilen, øl og vand og måske et stykke chokolade. Jeg vil lade det være usagt om vi blev snydt, for der var ikke priser på varerne og de som styrede tankstationerne virkede ikke altid, som om de var online med verdensbanken, når kursen på Euro blev fastsat! Det var også tydeligt at vognparken ændrede sig markant. Der var små biler, som ikke er typegodkendt i Danmark, ligesom der er en del modeller der for længst ville være pensioneret hjemme til trods for de høje afgifter. Vogne trukket af heste eller æsler er også en almindelig benyttet transportform på disse kanter. Da vi nåede til den anden side af Warszawa skulle vi ind og have visa. Vi gik ind på den Hviderussiske ambassade. Her var de meget hjælpsomme og selv om jeg syntes, at det tog nogen tid gjorde det ikke noget, da det var et sted med aircondition hvilket vi nød efter mange kilometer i over 30 graders varme i en grisse-bil uden aircondition! Min far forsøgte at forklare mig at det var hurtig ekspedition med den time det tog, men jeg syntes nu at det var en del taget arbejdsbyrden i betragtning. Jeg skulle blive klogere ……………. Vi kørte til den Russiske grænseovergang i udkanten af Brest hvor vi så kom til at holde en rum tid. Her kom Josef og hjalp os med at finde noget at spise – han kunne endnu ikke tage sine høreapparater (som var ”tys tys” bagage), men hjælpsomheden var stor. Vi skulle så over grænseovergangen. Det var ikke så ligetil at komme igennem de mange kontrolposter og få de rigtige stempler, men vi fandt hurtigt ud af at det hjalp helt klart at det var en pige der kørte lastbilen. Ud over at have forkørselsret, fordi vi kørte med nødhjælp, fik vi kirsebær af de unge værnepligtige, mens de andre lastbil chauffører holdt i daglange køer og ikke blev budt så meget som et glas vand! Så langt så godt, vi var ude af Polen, men endnu ikke inde i Hviderusland. Vi har rent ud sagt glemt alt om rækkefølge og hvilke stempler vi fik hvor -man kunne have den mistanke at det også var meningen! Vi fik hjælp af en ung polsk mand, som nok syntes at det var lidt groft, som vi blev sendt rundt. Jeg vil da også gerne vedgå at der under de ca. 50 forskellige stempler vi indsamlede (hvoraf vi havde 32 med ud) af og til gik tanker af knap så humanitær karakter gennem mit hoved. Herover ses storskærmen for en af de over 30 køer vi stod i. Lige denne ene kø havde altså en rækkefølge og man kan se vores navn side om side med russiske og polske navne. Vi kunne så køre fra Brest til told i Pinsk hvor vi fik politieskorte for at finde selve toldstedet. Lidt surrealistisk var det at se to unge fyre stige ud af en lille Lada synligt armeret til tænderne! Efter et døgns tid, hvor vi ikke var blevet renere kunne vi så køre ind i Hviderusland. Det er et landskab som ligner det danske meget, men der er ikke lagt el ned i jorden i samme omfang, så der er en del højspænding i luften. Vi blev fulgt at tre kvinder fra den modtagende organisation, som i høj hast kørte gennem landet. De var kommet til Pinsk dels for at hente os, men også for at bekræfte at de rent faktisk skulle modtage varerne (inkl. ”Tys tys pakkerne”) Vi kørte så til Ljumnia hvor nødhjælpen skulle leveres. Her lykkedes det os at køre lastbilen ind i gården på en politistation hvor der stod alt fra biografstole til bil-lig. Intet kunne flyttes til lejligheden! Til gengæld var der ingen sure miner, hvis vi ramte noget, fra de fem uniformerede, der sad i biografstolene og kiggede på vores anstrengelser. Vi kom så til et privat hjem for at overnatte – dagens bedste oplevelse var et bad! Men aftensmaden med frisk salat, kartoffelmos og pølser var heller ikke at fornægte. Desuden fik vi så rigeligt vodka tilbudt. Det var 4 cl glas og det skulle hældes ned i første omgang. Jeg forsøgte at takke nej, hvorefter jeg fik lunken pernod i stedet – ved egentlig ikke, hvad jeg ville have valgt hvis det var, men en Polsk efterligning af Pernod kaldet ”Absintia” blev det! Om aftenen fulgtes vi med husets søn og hans kæreste ned på torvet, hvor de unge mødtes (ja, far var også med!) Der er ikke noget café liv, så en flaske hvidvin og engangs krus er lige sagen. Vi så byens mindesmærke for togproduktion, ligesom vi selvfølgelig så statuer af Lenin, Marx og Soya. En af vennerne kunne tale engelsk, hvilket gav os mulighed for at få spurgt om en masse. Vi fandt hurtigt ud af, at selv om hverdagen for disse mennesker i øvre middelklasse på overfladen måske lignede vores, var der store forskelle. Det var ikke ualmindeligt med kræft tilfælde for unge på mellem 20 og 25 år og lægerne på sygehusene bestemte suverænt, hvem der skulle have tilbudt en behandling. Det er heller ikke muligt at tage på ferie, da der alene gives visa til lande, som har samme levestandard (Polen, Rumænien og Rusland). Derfor havde det været en stor oplevelse for disse unge mennesker at være i bl.a. Tyskland og Irland på ture lignende Dienesmindes, da de var små. Ovenfor ses graffiti, som var det sted vi læssede af i Ljumnia. Det er tydeligt inspireret af vesten, men da jeg kender en del til graffiti herhjemme, er det tydeligt at se, at det er primitivt både i form og i de farver de har til rådighed. Men det viser vel bare, at de unge har sammen oprør uanset de forhold man lever under. Næste dag læssede vi af, muligvis er billedet af lastbilens interiør blevet forbyttet med nogle min far tog af en lastbil ved den udendørs auto lakereri, som lå ved siden af. Jeg fik en guidet tur ned til byens marked hvilket også var en oplevelse. Vi fik arrangeret, at vi blev guidet til Stolin hvor min fars veninde Ludmilla bor (det er et bekendtskab fra en tidligere tur, hvor der blev leveret nødhjælp til hendes organisation, som hjælper handicappede voksne). Vi kørte tilbage til Pinsk og afleverede Josefs ”tys tys pakker” og fik igen følgevogn foran til Stolin. Følgevognen kørte med hæsblæsende fart og vejens tilstand (manglende belægning) taget i betragtning kunne man godt have ønsket sig et nyrebælte! Vel fremme hos Ludmilla ærgrede vi os over vores manglende evner ud i russisk. Det gjorde os ikke så meget i tolden, da man godt kan regne ud, at de bare forsøger at fortælle de vil have et stempel mere, men Ludmilla er et livs-stykke, hvor man føler at man går glip af enormt meget ved ikke at forstå hendes venlige ord. Inden længe havde vi dog fået fat i en tolk og om aftenen var vi ude at se deres by. Min far er berygtet for at begive sig ud på egen hånd, hvilket de ikke er helt trygge ved, så Ludmilla havde arrangeret at hendes nevø, som er sikkerheds vagt fulgte os og tolken rundt. Vi så en masse spændende bygninger – det er tydeligt at se at materialer er dyre, men arbejdskraften er billig. Der er mange tidskrævende finesser på husene. De har også misundelsesværdigt mange storke og de var tydeligt stolte, da vi fortalte, at det var en mangelvare i Danmark (vi fortalte, at når et storkepar slår sig ned i Danmark, kommer det i landsdækkende tv, det morede de sig meget over). Om aftenen blev vi trakteret med masser af russisk mad og efter bad, rygmassage og sange på russisk (mens hun spillede på den guitar, som min far havde repareret og foræret Ludmilla) var vi klar til at gå i de opredte senge med hovedpuder på størrelse med Mors, som bare ventede på at sluge os….. Næste dag blev jeg bedt om at besøge en familie med et handicappet barn. Det var en speciel oplevelse. Jeg er vandt til, at arbejde med handicappede børn i Danmark, og kunne hurtigt se, at drengen var skadet i foster stadiet og var meget retarderet. Han var 17 år gammel og lidt hurtig hovedregning viser at han har ligget i sin mors mave 3 år efter Tjernobyl! I Danmark ville han ret sikkert have haft en simpel form for tegnsprog og færdigheder i forhold til at gå på toilet og spise selv ligesom man ville have insisteret på at få vænnet ham til at sove om natten. Men denne familie med to yngre plejebørn klarede alt selv uden nogen form for viden, så han havde i stedet fået meget mere kærlighed end jeg har oplevet på nogen dansk institution og slængede sig så man ikke var i tvivl om, at han følte sig som herren i huset, men…. Hverdagen var besværlig for dem alle med en dreng på 17, der stadig ikke er renlig og som gerne sover på gulvet om natten, hvis han da ikke går rundt og er vågen. Det meste specielle ved denne oplevelse var at se tolkens reaktion. Hun havde aldrig set et handicappet barn. Disse børn er ikke en del af det normale gadebillede og viden om hvordan disse skader opstår er ikke til stede, så hun var meget bange og skulle forsikres om, at denne form for skade skete i fostertilstanden og ikke var noget, som pludselig kunne ske for hendes drenge på 10 og 12 derhjemme. Vi aftalte at forsøge at sende nogle bleer til familien og efter et kærligt farvel med børnene, tog forældrene os med på picnic sammen med Ludmilla og tolken. Her oplevede vi hvad man kan med lidt! Efter en køretur ad veje som ikke engang en landmand ville bruge til markvej i Danmark, kom vi til en flod, hvor de fiskede. De bredte tæpper ud og på rekordtid havde de tændt et bål af tør græs og hvad de ellers kunne finde på stedet. Frem kom kød, grøntsager og den uundværdige vodka. Det var enormt hyggeligt med snakken og Ludmilla, som er meget dårligt gående gik rundt i det dybe sand og nød livet. Ludmillas historie er i øvrigt et kapitel for sig; hun brækkede begge ben på skøjter som 10 årig. Lægerne har forsøgt at sætte det rigtig sammen 37 gange uden held, det har givet Ludmilla tilsammen over 10 år i en seng. Så det er ikke noget under at hun synger så flot! Maden smagte så godt, som den kun kan, når den er tilberedt af andre i det fri og man er rigtig sulten. Mændene var helt utrolig dygtige til at fiske. Det var ikke det store udstyrsstykke i fiskestænger men rutinen er der. Det er den måde de kan tjene lidt ekstra på. Far fik et lille lynkursus og fangede da også en fisk. Som han selv sagde undrede ham at den ikke var selvlysende, men da de blev tilberedt og vi fik dem med som rejse mad sagde vi selvfølgelig ja tak. Efter vores picnic tog vi hjertelig afsked og begav os hjemad. Turen forløb godt, selvom der var en enkelt gang i Polen, hvor vi måtte ned af en kant på 25- 30 cm pga. modkørende. Da troede både min far og jeg vi ville vælte, men så slemt gik det heldigvis ikke! Tolden hjem forløb også en smule lettere. Heldigt nok for nu havde jeg også små trækninger i ansigtet bare ved lyden af en stempel! Vi havde jo også gennemskuet, hvor det kunne betale sig at lade mig køre – tre timer tog det kun. Og jeg kunne endda pjatte med en af de unge fyre, der havde stjerner på skulderen og en masse stempler i hånden – det troede jeg ikke muligt. Kun en enkelt gang blev alt gennemset, fordi de troede, at en kvindelig chauffør var et forsøg på at snyde dem! Vel hjemme i Danmark igen var vi også klar til at komme i seng og der skal gå lang tid inden jeg får lyst til vodka igen! Vi må sige, at det var en problemfri tur hvilket man sætter ekstra pris på, når det er første gang lastbilen kører en sådan tur. Jeg kan kun sige, at jeg er sikker på at jeg skal af sted igen og kun kan anbefale sådan en tur til alle der har lidt sigøjnerblod i årene og som kan klare ikke at leve strengt efter et ur. Så afslappet ser man ud når man nyder landskabet! Dorte og Erik Vilsgaard

Dienesmindes Venner