Ukraine
28.10.2024
Benny og Leif til Shostka 21.10.2024
Dienesmindes Venner
Ca. 20 frivillige mødte onsdag d. 16 oktober op på Dienesmindes lager på Furvej 41 og læssede lastbilen med brændeovne, rullestole, rollatorer, sygehussenge m.m., ialt 8 tons nødhjælp til Shostka i det nord/østlige hjørne af Ukraine, kun ca. 50 km til grænsen til Belarus og Rusland. Der laves lister over indholdet og lastbilen skal vejes. Inden afrejsen skal der laves papirer til toldvæsen og modtageren. Mandag d. 21. oktober kl. 8 er der afgang med Leif og Benny som chauffører og der køres til toldkontoret i Padborg, hvor det tager ca. 3 timer. Speditionsfirmaet Leman hjælper med at lave eksportdokument (CRM) og med godkendelse hos tolderne kører vi ind i Tyskland. Først på aftenen er vi forbi Berlin og tager første overnatning på en af de første rastepladser i Polen. Vi har mad med i lastbilens køleskab og får en rolig nat i køjerne i førerhuset. Vi starter tidlig tirsdag morgen og målet er grænsen til Ukraine. Vi ankommer kl. 16 og er spændt på om der er ventetid, men heldigvis er der næsten fri bane og vi er igennem grænsen på 2 timer. Vi har lidt mere køretid og kører ca. 150 km ind i Ukraine, før vi holder pause for natten. Her i den nord/vestlige del af landet mærker man ikke så meget til krigen. Onsdag skal vi så køre det sidste stykke op til Shostka, ca. 650 km. Inde i Ukraine er vejene generelt dårligere med huller og lapper, så hastigheden skal sænkes og ofte kører vi kun 60 -70 km i timen og i enkelte tilfælde kun 30-40 km. Ukrainerne er ikke så sarte og kører generelt noget stærkere. Vi skal igennem Kiev, men vores GPS laver knuder, så vi må klare os med mobilen. Det resultere desværre i at vi bliver stoppet ved en bro under reparation og får en omkørsel på 50 km på dårlige veje. Der er ca. 300 km fra Kiev til Shostka. Vi ankommer kl. 20 og vi bliver modtaget af Alexander og Evigina. Alexander står for Odesky Blagodiiny Fond Vifaniya. Evigina er en yngre pige, der er god til engelsk og fungerer som tolk. De byder på sen aftensmad og vil også gerne finde et værelse til os, men alt er optaget, så vi sover i lastbilen. Evigina fortæller at hun, ved krigens start, var i Butja, som er forstad til Kiev, hvor den russiske hær udførte tilfældige drab på civile borgere. Hun boede i Butja sammen med en veninde og da russerne angreb byen blev de evakueret til et hotel, men var stadig tæt på og kunne høre bomberne. Senere da russerne blev trængt tilbage og de kunne komme tilbage, var lejligheden ødelagt. Byen var præget af voldsomme kampe. Oplevelserne i Butja har påvirket hende og hun har det svært. Senere er det så dokumenteret, at russerne har udført krigsforbrydelser i Butja. Torsdag kl 10 var der aflæsning og Alexander og Adalina (tolk og datter af Dimitry) havde samlet 6-8 lokale mænd til aflæsning. Dimitry er grundlægger af fonden og er ved hæren og træner soldater. Efter et par timer er lastbilen tømt og vi fik frokost sammen med Alina. Så var vi klar til hjemturen og første overnatning er mellem Kiev og grænsen. Fredag går det hurtig ved grænsen og så er det bare kørsel på gode veje i Polen. Næste overnatning er lige før Tyskland. Vi fejrer den gode tur med at spise pizza på rastepladsen. Næste dag er så gennem Tyskland, og det går fint indtil vi nærmer os Hamborg og vi havner i en kø pga. vejarbejde. Vi slipper for kontrol ved den danske grænse og når Skive kl 18. Så mangler vi kun at få tømt lastbilen for vores oppakning og lidt rengøring. Tak til Leif for godt makkerskab Venlig hilsen Benny
Benny og Leif hjælper med aflæsningen i Shotska
Brænde er efterspurgt
Tommel op - Adalina med en elkørestol Kørestolen er som ny.