Dienesmindes Venner Shotska - Ukraine            I forsommeren kom der en anmodning om humanitær hjælp til Dienesmindes venner, fra en modtager organisation i byen Shotska som ligger i det nordøstlige hjørne af Ukraine få km. fra grænsen til Rusland. Fra Skive er det en distance på ca. 2400 km. Der blev besluttet, at vi fra Dienesminde kunne læsse 7,7 ton humanitær hjælp bestående af tøj, fodtøj køkkenudstyr og andre daglige fornødenheder til uddeling i området og transporteret dertil med foreningens egen lastbil og chauffører. Preben Petersen og undertegnede kom godt frem til Shotska, her blev vi venligt modtaget og fik god information af en engelsktalende gymnasie elev, som viste os til rette og svarede på spørgsmål om byen og befolkningen, så godt hun kunne. På en formiddags eskussion i bil så vi, hvad byen havde at byde på, bl.a. besøgte vi et kunstgalleri. Shotska har ca.75.000 indbyggere og har siden sovjetunionens opløsning været ramt af stagnation. Dårligt vedligeholdte ejendomme og meget ujævne gader og veje. Store fabriksbygninger som producerede varer til hele sovjetunionen er forladte og i forfald, det er svært at finde arbejde i byen. På spørgsmålet om uddannelse var svaret, at unge søger væk fra området for at studere eller finde arbejde. Vores tolk havde planer om at studere sprog og efter uddannelse bosætte sig i Vesteuropa eller Amerika. Senere var det tid for aflæsning af lastbilen, donationen af tøj og andre fornødenheder blev sat ind i et lagerrum, aflæsningen blev overvåget af en tolder og enkelte kasser blev åbnet for kontrol. Efter en kortere eller længere periode kan uddeling finde sted fik vi at vide. Dienesmindes hjælp til området er måske lille i forhold til behovet, men vi fornemmede at hjælpen var kærkommen og vi blev spurgt om, der kunne blive en transport til deres organisation igen i det nye år. Ukraine har det politisk svært i forhold til nabolandet Rusland. Der var undtagelsestilstand i landet, da vi var der, men livet så ud til at gå sin vante gang i det nordøstlige område. Vi mærkede ikke til nogen uro, men der var mange soldater på bevogtningsopgaver på hovedvejen øst for Kiev. Det er vores indtryk at befolkningen føler usikkerhed og ængstelse for fremtiden i landet. Leif Korsgård Andersen