15.2.2026

Dienesmindes Venner

fds

Benny hjalp Karsten, da han ramte bunden

Sygdomme tvang Karsten Larsen væk fra arbejdsmarkedet, væk fra sig selv og væk fra alt det, han elskede at lave. Han måtte omstille sig til et nyt liv, der fik ham langt ned i mørket. Men da en kammerat tilbød ham et frivilligt job, ændrede alt sig, og Karsten Larsen har i dag fundet meningen med livet. Et frivilligt chaufførjob lyder måske ikke af alverden, men for Karsten Larsen har det ændret hele hans tilværelse. Han er nemlig syg med sklerose og er så hæmmet, at han ikke kan arbejde eller i det hele taget gøre ret meget. Men køre, det kan han. I dag er han 57 år, men han mærkede til sygdommen første gang, da han var 40, hvor han fik problemer med at gå. I 2018 kom diagnosen med sklerose, og den har siden været så indgribende, at Karsten Larsen nu er afhængig af rollator. Jeg vidste ikke, der var noget, der hed sklerose. Jeg troede bare, det var noget i nakken, der lige skulle have lidt massage, og så var jeg videre. Men det var det jo ikke, siger han. Da depressionen kom Inden diagnosen kørte Karsten Larsen med post, havde arbejde ved træfirma og et par andre småjobs. Så for ham har der altid været fart på, og det var derfor svært for ham at vænne sig til ikke at kunne noget. Han sad de fleste dage i sin lænestol i hjemmet vest for Langå. Og i januar 2024 skete der pludselig noget, der forværrede situationen. Så sortnede det for mine øjne. Der var nogle stemmer, der sagde, jeg skulle rejse mig og gå, og nogle stemmer, der sagde, at jeg skulle tage livet af mig selv, fortæller Karsten Larsen. Hans kone, Helle, fik hurtigt fat på en læge, som gav ham endnu en diagnose. Kar- sten Larsen havde fået en depression. Så gik jeg fra at sove otte timer i døgnet til at sove 22, siger han. Det første år, når han skulle køre ud og handle, var han nødt til at have sin kone med. For når han nåede frem til købmanden, var han allerede så træt, at han var nødt til at sove, mens hans kone gik ind og handlede. Og så skulle jeg sove fire timer, når jeg kom hjem. Helle er stadig med i bilen, for ellers kan Karsten godt få en smule angst. Det er over to år siden, han har været inde i en butik. Energien er bare et andet sted. Indtil jeg blev syg skulle der ske noget hele tiden, men pludselig kunne jeg kun sidde inde i stolen. En mening med livet I påsken 2025 havde Karsten Larsen siddet i sin lænestol i over et år. Helle tog derfor fat på en af deres fælles venner, Benny Jensen, fordi hun vidste, at han var formand for foreningen Dienesmindes Venner - og måske de kunne bruge Karsten Larsen til et eller andet. Karstens kone sagde, at han trængte til at komme ud og blive luftet lidt. Og jeg hav- de egentlig for meget at lave, så jeg kunne godt bruge en med en bil og en stor trailer til at hjælpe med at køre og samle ind, fortæller Benny Jensen. Dienesmindes Venner er en frivillig forening, der blev stiftet sidst i 1980'erne for at hjælpe børn i Tjernobyl. Siden har de frivillige samlet ind og hjulpet i mange lande. Nu er fokus på Ukraine. Og for Karsten Larsen har det ændret hele hans liv at blive chauffør og hente og læsse de ting, som folk i Østjylland samler ind. Det er da meget bedre, fordi jeg hjælper nogen. Det giver en mening med livet, et indhold. Jeg tror på, at jeg hjælper nogen i Ukraine. Det kan jo kun blive bedre end bare at sidde og se fjernsyn, fortæller han. Kunne fylde en trailer hver dag I dag får Karsten Larsen medicin mod sin depression og har det derfor bedre. Men det, der har hjulpet ham allermest, er at køre ud som indsamler. Jeg er glad for, Benny tog fat på mig. Han har været en god redningsmand. Det betyder det hele, alt hvad der kan siges af det positive, siger Karsten Larsen. For ham er det også en måde ikke at miste sin forstand på. Det er en måde at holde mig i gang på. Noget, der giver lidt mening. Hvis ikke Benny havde hjulpet mig i gang, var jeg nok blevet idiot. Som det ser ud nu, kører Karsten Larsen ud næsten hver anden dag og henter indsamlinger, der så bliver læsset om og senere kørt til Ukraine - blandt andet af Benny Jensen. Men Karsten Larsen fortæller, at de så ofte bliver kontaktet af folk, der gerne vil give noget, at de nemt kunne køre ud og hente ting hver dag. Og det er fra alle mulige folk, uanset alder, helbred og tro. De vil alle sammen hjælpe Ukraine. Krigen rammer jo os alle sammen, siger han. Folk indsamler tøj, porcelæn og møbler og afleverer det også nogle gange hjemme hos Karsten Larsen og Benny Jensen, der sørger for at få det videre. Frygter ikke fremtiden Når Karsten Larsen har svært ved at løfte ting med hænderne, er folk søde til at hjælpe ham med at fylde traileren, fortæller han. Ellers ville han også blive så forpustet, at det gør ondt i hans bryst. Jeg kan køre, og bare jeg kan det, så er jeg tilfreds. Jeg puster ikke lige så meget, men jeg kan ikke tage ved og løfte, siger han. Sammenholdet i foreningen Dienesmindes Venner betyder også meget for ham. Nu. kommer han ud med de andre frivillige til forskellige arrangementer. Identiteten forsvandt jo, da jeg ikke skulle noget som helst, siger han. Selv om han ikke ved, hvad fremtiden bringer, er han ikke så bange. Jeg tager en dag afgangen, siger han. Karsten Larsen går til træning for at holde sklerosen nede og har også fået erstatning fra sin forsikring, så han har noget at leve af. Det er jo godt, at det ventede så længe med at slå igennem. jeg er glad for, at jeg ikke skulle have det sådan her med små børn, siger han og tænker på sine to børn, der i dag er flyttet hjemmefra. Frygter ikke fare Hvad angår 70-årige Benny Jensen skal han snart køre en lastbil til Ukraine igen. De er kun to chauffører, men Benny Jensen skal afsted igen i slut marts og til maj. En tur derned og tilbage til Danmark tager en uges tid., men Benny Jensen tænker ikke over, om han udsætter sig selv for fare ved at køre derned. Jeg har ikke været bange for at køre derned. Man mærker ikke rigtigt krigen, der hvor vi kører hen, for det er ved de mere sikre steder. Der kan selvfølgelig altid komme et missil, men vi er der kun i et par dage, siger han. En tur koster omkring 15.000 kroner, som foreningen får sponsoreret fra blandt andet fonde. I 2025 kørte foreningen i alt til Ukraine 20 gange med over 200 tons, hvoraf Benny Jensen kørte de seks af dem. Kun godkendte organisationer i Ukraine må modtage indsamlingen, og så er det deres opgave at dele det ud. Og Benny Jensen oplever en enorm glæde, når han afleverer tingene. Vi får så mange knus og kram, så det er helt vildt. De bliver utroligt glade. Voksne mænd, der græder. Det er imponerende. Og det er både, fordi de oplever, at nogen tænker på dem og samler sammen, men også for de ting, de får, siger han. Hvis man har lyst til at bidrage i foreningen, påpeger Benny Jensen, at de godt kunne bruge flere chauffører med stort kørekort til disse ture.

Randers Amts avis d. 15.2.2026