20. september 2025
Dienesmindes Venner
Benny og Lars Henrik på tur til Dunaivtsi
Læsning af lastbilen onsdag d. 10. september med hospitalsudstyr, tøj, møbler m.m.
og det blev til i alt 8 tons. Under læsning noteres varerne og efterfølgende skal der
laves papirer til Leman, som så laver papirer til tolderne i Padborg.
Lørdag d 14. september havde vi lånt mødelokalet hos Skovdyrkerne i Ry til en aften
med Ukrainsk mad, sang og foredrag. Dygtige frivillige lavede dejlig mad og 25
betalende gæster betalte hver 360 kr. og sammen med andre donationer, var det
nok til at betale turen.
Mandag morgen d. 15. september kørte vi mod Ukraine og første overnatning lidt
inde i Polen. Tirsdag sidst på eftermiddag nåede vi grænsen Polen/Ukraine.
Tolderne var ikke så hurtige, så vi kom først igennem kl. 2 om natten. Efter lidt søvn
kørte vi til hospitalet og 8 - 10 frivillige var klar til at tømme lastbilen.
Natalija, der står for modtagelsen, lavede dejlig ukrainsk aftensmad til os. Vi sov på
hospitalet og efter en let morgenmad, var der afgang til Danmark.
Torsdag, sidst på eftermiddagen, var vi tæt på grænsen og valgte at betale for en
overnatning. Vi havde oprindelig tid ved grænsen fredag kl. 11, men i løbet af
aftenen rykkedes tiden frem til kl. 2 om natten. Tolderne var igen langsomme og det
er morgen inden vi var igennem grænsen.
Fredag kørte vi igennem Polen og lidt ind i Tyskland. Lørdag kørte vi så hjem, dog
lige med en afstikker til Tønder, hvor vi hentede brugte hjælpemidler.
Tak til Lars for godt samarbejde
Venlig hilsen Benny